Historie
Graabrødre Kloster midt i Odense by er et gammelt Franciskanerkloster – det største i Danmark – grundlagt af kong Erik Klippinge, der i 1279 skænkede sin kongelige gård, med tilhørende bygninger til Franciskanermunkene.
Ordenens grundlægger, Frans af Assisi, havde bestemt, at brødrene skulle være fælles om fattigdom og bodsøvelse, og så skulle de være ivrige forkyndere af evangeliet. Efter farven på deres ordensdragt blev franciskanerne kaldt graabrødre.
Grundlaget for oprettelse af et kloster var oprindelig gaver fra kvinder og mænd, der tilhørte de øverste samfundslag – i Odense var det som nævnt selve kongen.
Klosterets besiddelser blev gennem århundreder væsentlig forøget med godsbesiddelser. Den kongelige støtte af Graabrødrene kulminerede med den fromme dronning Christine, kong Hans’ hustru, der allerede inden kongens død i 1513 foretrak at opholde sig på Næsbyhoved Slot, der var hendes livgeding. Hun var grebet af Frans af Assisi’ tanker og blev klosteret en god mæcen. Kongeparret bestemte, at Graabrødre Klosterkirke skulle være deres sidste hvilested og ikke Helligtrekongers kapel i Roskilde. I 1511 blev kongeparrets yngste søn, prins Frans, gravlagt foran højalteret i Klosterkirken, og to år senere blev kong Hans bisat ved siden af sønnen. En heftig strid med Roskilde Domkirkes gejstelighed om kongens hvilested blev først bilagt, da pave Leo X fastslog, at kongens begravelse i Odense skulle respekteres. Dronningen lod indrette et prægtigt gravkor med en række mindetavler, et stort stenepitafium med kongeparret og prins Frans i fuld figur samt en enestående fløjaltertavle. Udsmykningen blev forestået af dronningens hofkunstner Claus Berg fra Lübeck.
I 1521 blev dronning Christine gravsat i koret, og i 1559 fulgte sønnen Christian II. sine forældre. Fra gravkoret er der bevaret en mindetavle for prins Frans, det store stenepitafium samt den prægtige sengotiske altertavle med den kongelige familie afbildet på predellaen.
Disse dele er nu i Sct. Knuds kirke, og rester fra de kongelige begravelser er nedsat under gulvet i domkirkens krypt.
Ved reformationen overgik klosteret til kronen, og ved et gavebrev af 27. oktober 1539 stadfæstede Christian III., at klosteret skulle være ”et meenigt Hospital og Syge-Huus i Vort Land Fyen”, og som sådan kom det til at fungere i 250 år. Klosterkirken var dog undtaget, idet den, allerede før gavebrevet blev udstedt, var overladt til Albani menighed til sognekirke.
Klosterets besiddelser blev forøget betragteligt, allerede året efter at det overgik til hospital fik det tillagt Odense Sortebrødrekloster, Helligåndshuset, Helligåndskirken i Faaborg med tilhørende ejendomme og endelig Blangsted Hovedgaard med mølle samt to gårde i Killerup.
Ved fundats af 5. marts 1572 blev en oprettet kommunitet (bespisning af skolemester, 4 hørere samt 30 disciple) knyttet til hospitalet, og til vederlag blev der tillagt kongetiende af 43 fynske sogne. Hospitalsmesteren skulle forestå bespisningen, der omfattede ca. 100 personer, idet lemmernes antal var omkring 60. Tilsynet bestod af to forstandere, valgt af biskop, borgmester, råd- og sognepræster i Odense, fra 1619 var det alene biskop og lensmand (stiftsamtmand) der førte tilsyn.
I 1631 blev ”Doctors Boder” en stiftelse for 16 fattige kvinder, indlemmet i hospitalet (det var her H.C. Andersens moder var lem ved sin død i 1833). En anden privat stiftelse i Nørre Broby for 6 fattige, ifølge Kirstine Munks testamente, blev indlemmet i hospitalet i 1668.
Hospitalet havde vidstrakte besiddelser, noget gods i Jylland var modtaget i 1587 fra Erik Bille, som bod for mordet på en fætter.
Der blev foretaget mageskifte, idet en del købstadshuse i Odense og Faaborg blev ombyttet med bøndergods. Denne placering af formuen gjorde hospitalet afhængig af indtægter fra landbrug, og når disse svigtede, måtte antallet af lemmer reduceres. Forholdene bedredes i 1700-tallet, i 1745 var der 134, og i 1760 147 lemmer. I 1709 blev klosteret udvidet med en ”dårekiste”, som fik egen bygning i 1745, for først at blive nedlagt i 1888, hvor patienterne blev overført til Middelfart.
Kostforplejningen blev i 1715 erstattet af en ugentlig pengeydelse, og samme år påbegyndtes bortsalg af jordegods, i 1861 var alt bortsolgt.
I 1793-96 blev der gennemført en omfattende modernisering af hospitalets indre, blandt andet en bedre vandforsyning og afskaffelse af de gamle skabssenge.
I 1868 indledtes en ny reformperiode med store bygningsændringer, og den 10. oktober 1879 fik en ny fundats kongelig approbation. Direktionen bestod fortsat af biskop og stiftsamtmand, og borgmester, byfoged (senere politimester) og sognepræsten ved Sct. Knuds kirke udgjorde inspektionen, mens den daglige ledelse påhviler en forstander. Til hospitalet blev der knyttet en præst, en degn og en læge. I fundatsen fastsættes antallet af beboere til 60 kvinder og 20 mænd, og som en særlig afdeling ”Doctors Boder” med 16 kvinder.
En nybygning ”Nye Kloster” blev i 1871-72 opført på klosterkirkens plads med 24 pladser for enlige kvinder af ”den dannede Middelstand”.
