Velkommen til Graabrødre Klosterkirke

Den nuværende kirke er indrettet i den sydlige del af den gennemgående østfløj og er således en integreret del af det middelalderlige Graabrødre Kloster, der efter reformationen blev omdannet til et almindeligt hospital for stiftets fattige, syge og gamle.

Indtil 1988 var kirkens officielle betegnelse: Graabrødre Hospitalskirke, og dens forgænger, der var indrettet samme sted i 1550, men omfattede hele østfløjen, blev betegnet som ”sygestuekirken”.

Her var opstillet et alter i sydenden, betegnet koret, mens der langs begge langsider var et større antal sengesteder. Luften har ikke været god i det overfyldte rum, og i 1636 blev der da etableret ventilation over prædikestolen, for at ”Stank og ond Luft kunne staa der ud”, Sygestuekirken blev istandsat flere gange, i 1728-29 blev vinduesarealet udvidet, og der blev muret skorsten og opsat en jernovn. Senere i 1700 årene kom der nyt og bedre inventar, men endnu i 1760 var der 36 senge langs sidevæggene, og der var problemer med kondensvand, som dryppede fra loftet.

Ved en ombygning, afsluttet i 1796, blev den lange sygestue delt i to næsten lige store dele ved opmuring af et tværgående skillerum, og den sydlige del blev tømt for senge og alene indrettet som kirkesal.

Af inventar fra sygestuekirken er i dag kun bevaret et storfeltmaleri fra en altertavle, som stammer fra istandsættelsen i 1728-29. Maleriet, der nu hænger i Klostersalen, forestiller Nadveren. Et stort korbuekrucifix fra den nedrevne Graabrødre Klosterkirke blev købt i 1806 og placeret i sygestuekirken og er nu ophængt på den nuværende kirkes østvæg.

Med hensyn til størrelse og placering svarer den nuværende Klosterkirke til den i 1796 indrettede kirkesal i østfløjens sydlige del, mens den bevarede del af den nordlige klostergang gør tjeneste som våbenhus. Ligesom hele klosterkomplekset fremtræder kirken stort set, i ydre og indre, som resultat af en stor ombygning i 1873-76, ledet af arkitekt L.A.Winstrup. Arkitekten karakteriserede den daværende kirke som ”højest ubetydelig, saare lidet kirkelig”. Den del af bygningen, der rummede kirken, blev da også forhøjet med 1½ alen, så den fik sammen højde som den øvrige del af østfløjen, og sydgavlen blev forsynet med kamtakker, den øverste med plads til den klokke, støbt i 1656, som stadig er in situ, men som ikke mere bruges.

I kirkens sidemure blev der indsat spidsbuede stavværksvinduer i stedet for de små firkantede vinduer. Det indre har stort set bevaret det udseende, det fik ved den store istandsættelse, men farveholdningen på inventaret er sidst ændret i 1973. Bevaret er således kasetteloftet samt panelvæggen foran sydgavlen med altertavlen og de to sidedøre, hvoraf den østligste fører ind til et sakristi, mens der i vest er adgang til et depotrum med trappe til pulpituret.

Væggene, der var limfarvede og forsynet med malede dekorationer mellem vinduerne, blev i 1913 erstattet med seks medaljoner med englemotiver, malet af Anna E. Munch. De er nu overhvidtede. Kasetteloftet har beholdt sine oprindelige farver og stafferinger. Størstedelen af inventaret er bevaret, således altertavle, døbefont, prædikestol og stolestader. Alterbilledet: Den barmhjertige Samaritan, malet af Christen Dalsgaard, er ifølge indskrift på en sølvplade, opsat på vestsiden af rammeværket ”skænket af dr.theol og phil. Ludvig Helwegs venner til minde om hans virksomhed i Odense 1857-83”.

Det sidst tilkomne inventar er orgelet fra 1991 på 18 stemmer, fordelt på manual og pedal, opsat på nordpulpituret.

Præster og menighed

I 1540 – året efter det kongelige gavebrev, som stadfæstede klosteres omdannelse til hospital, fik forstanderen tilladelse til at ansætte en præst til undervisning, husvalelse og trøst for klosterets beboere. Paarup kirke blev i 1566 anneks til hospitalet, og sognepræsten skulle således betjene beboerne. Først i 1816 blev Paarup udskilt, og hospitaltjenesten blev henlagt til den residerende kapellan ved Sct. Knuds kirke, der tillige gjorde tjeneste i Odense Tugthus.

Udover klosterbeboere har de kirkelige handlinger næppe tiltrukket mange udefra kommende, før der blev indrettet en egentlig kirkesal i 1796.

Efter Ludvig Helwegs ansættelse som residerende kapellan i domkirken og hospitalspræst i 1857 blev kirken samlingssted for den grundtvigske bevægelse, der ret tidligt kom til Odense og omegn. I 1862 oprettede Chr. Kold en højskole i Dalum, og Odense fik en grundtvigiansk friskole året efter, ligesom byen blev stedet for de store vennemøder i 1873-74.
Den nuværende bygning er opført i 1919-20 efter tegning af arkitekt Niels Jacobsen og rummede udover de lejligheder, der hører til stiftelsen, en portnerbolig.

Helweg indførte Grundtvigs Festsalmer til brug ved gudstjenesten i Hospitalskirken og de sidste 5 år inden sin død i 1883, havde han Emil Koch som hjælpepræst. Emil Koch, som blev efterfølger, var som det lød ”af sin egen støbning ikke saa ubetinget grundtvigsk som Helweg”. Det medførte i 1883 dannelse af en grundtvigsk valmenighed, nu da hospitalme-nigheden ikke længere var tilstrækkelig.
Efter at have skiftet med sine søskende, drev han købmandsforretningen op i det store format, omfattende korn- og tømmerhandel samt alle former for handel, ligesom han var med til at grundlægge Fyns første sæbesyderi. Formuen var anbragt i jord, blandt andet gården Marienlyst, ejendomme i byen og skibsanparter.

Hospitalmenighedens efterfølgende præster var dog stadig af grundtvigsk observans: Poul Ølgaard, Jeppe Thorvald Krøgholt, Rudolf Münster, Holger Sørensen og Ruth Skovsborg. I 1949 blev kirken økonomisk udskilt fra klosteret og fik midler til afholdelse af vedligeholdelse over den kirkelige ligning, ligesom der blev oprettet et menighedsråd.
Ved fundats af 5. marts 1572 blev en oprettet kommunitet (bespisning af skolemester, 4 hørere samt 30 disciple) knyttet til hospitalet, og til vederlag blev der tillagt kongetiende af 43 fynske sogne. Hospitalsmesteren skulle forestå bespisningen, der omfattede ca. 100 personer, idet lemmernes antal var omkring 60. Tilsynet bestod af to forstandere, valgt af biskop, borgmester, råd- og sognepræster i Odense, fra 1619 var det alene biskop og lensmand (stiftsamtmand) der førte tilsyn.

I 2002 blev embedet som hospitalspræst nedlagt, betjeningen overgik til domkirkens tre præster, og endelig blev menighedsrådet nedlagt i 2006.